Jeg tog på stadion i går og så AGF blive slået ud af pokalturneringen af Randers. Jeg har ikke været på stadion siden den
4. maj. Kampen var rimelig kedelig, med få chancer til begge hold. Men det var nu alligevel fedt at være der. På stadion oplever man lidenskaben. Folk råber og skriger og lader den indre vildskab komme til udtryk. Her har man "lov" til det, og det er noget så befriende.
Surealisterne gjode det samme, når de frembragte deres kunst. De fleste af dem var freudianere så det giver mening at betegne det med at de lod deres id komme til udtryk, og befri det fra overjegets lænker.
Psykosyntesen (blandt andet) arbejder med en anderledes model, der understøttes af neurologien og andre videnskaber. Den fastslår at alle mennesker har milde personlighedsspaltninger i større eller mindre grad.
Her kommer et udpluk af teksten:
... de dækker over forskellige delpersonligheder som er dårligt integreret, hvilket vil sige ligger i konflikt med hinanden. Det opleves ofte som ambivalente tilstande, hvor stærke kræfter trækker i hver sin retning. Ifølge psykosyntesen er vores personlighed ikke fra naturens hånd en helhed, men består af en samling af delpersonligheder (roller) som vi agerer gennem, afhængig af de sociale situationer vi befinder os i.
De lidt alvorligere tilstande af personlighedsspaltning handler om delpersonligheder som bliver helt afvist af det personlige selv (?) – man taler om dissociative forstyrrelser. Her er der tale om elementer i person-ligheden som benægtes og fortrænges fordi de måske er belagt med skyld og skam. Disse elementer – fx stærke seksuelle eller aggressive kræfter, glider ned i det ubevidste hvor de kører deres eget løb og med mellemrum kaprer bevidstheden, således at personen bliver et offer for ”uforklarlige” reaktionsmønstre. Ofte vil personen beskylde udefrakommende hændelser og personer for at vække dem til live. Det kan være voldtægtsmanden og voldsmanden der fx forsvarer sine overgreb med: ”hun fristede mig” eller ”han provokerede mig”.Er alle med? Godt. Vi består altså ifølge den forklaringsmodel af delpersonligheder. Samfundet dikterer at visse af disse skal undertrykkes stort set konstant, og aldrig komme til udtryk. Ordnung muss sein. I følge psykosyntesen er det altså skyld i en dårlig balance, som medfører "De lidt alvorligere tilstande af personlighedsspaltning". Vi kender med andre ord ikke os selv, og når de dyriske delpersonligheder endelig kommer til udtryk i en presset situation, sker det helt uden jegets kontrol. Vi ved altså ikke hvad det er, der sker.
Derfor synes jeg, man skal lade sig konfrontere med de sider af sig selv noget mere, så man bliver mere fortrolig med hvem man er. Der er mange måder at gøre det på. En af måderne er at tage på stadion og synge med på følgende tekst på melodien "quantaramera":
Randers i røven
I ka' jo Randers i røven
Randers i røven
I ka' jo Randers i røven
Hvis du vil læse mere om emnet, kan du med fordel læse "Det overnaturlige" af Erwin Neutzsky-Wulff. Der er også meget andet god viden om mennesket og verden at hente i den bog.
