Uvisheden

Nogle af de mest grundlæggende spørgsmål, man kan stille sig selv er: "Hvornår skal jeg dø?", "Hvordan skal jeg dø?", "Hvad sker der, når jeg dør?", "Hvornår dør mine kære?" og så videre. Døden er altså ganske påtrængende i livet. Selvom disse spørgsmål er så påtrængende, bliver de næsten aldrig stillet. I stedet bliver de skubbet bort og fortrængt. Den grundlæggende usikkerhed forsvinder dog aldrig helt. Man kan i princippet dø af en blodprop, en hjerneblødning, en force majeure eller lignende hvert eneste øjeblik. Vi ved det og vi kender uvisheden. Hvordan håndterer vi det så, dette liv, denne uvished? Mange vælger ignorancen. Så længe man ikke tænker, tænker man ikke over dét. Andre vælger sublimeringen/projiceringen. Frygten bliver givet et ansigt, det fokuspunkt, man ikke havde før. Aktuelt i Danmark bliver det f.eks. til xenofobi. Endelig kan man vælge indsigten og erkende uvisheden som den allestedsnærværende faktor, den er.
Hvad har du valgt?