Skrivningen

I forgårs sms’ede mig og Raller frem og tilbage på højtryk. Der føg finurlige sprogfinter frem og tilbage, som der har gjort mellem os siden 3. klasse. Vi tog et par træk i noget korrespondanceskak, og Raller opfandt så hurtigt et nyt spil, der hedder ovn. Jeg vandt med to grader og en kogeplade.
Så fulgte følgende essentielle ordveksling:

R: Skal vi ikke sige op og skrive den bog… det er tid!?
Mig: Klart!
R: Godt så!!! Jeg stjæler noget papir og nogle blyanter inden jeg skrider …
Mig: Jeg kan stjæle en mellemleder og en regnskabsafdeling.
R: perfekt!!! Vi starter inden vi fortryder …

Jeg har ikke fortrudt, men jeg er heller ikke startet endnu. Det bliver nu ikke på bekostning af jobbet, men på bekostning af fritidens ligegyldigheder. Der er allerede en historie, der er ved at tage form i mit hoved. Den bliver helt vildt spændende, kan jeg allerede love!

Det der med at tage fat på skrivningen for alvor, har ligget og ulmet i et stykke tid. Det er en udtryksform, jeg virkelig brænder for at udforske i bund. Tidligere har jeg udforsket det at tegne og det at spille musik, nu er det skrivningens tur. Lidenskaben for det er der – så siger erfaringen mig, at jeg kan komme rigtig, rigtig langt med det.