lossepladsen

Aldeles uden censur - Unleash yourself

31 januar, 2006

Intermezzo

Hvis jeg skrev et indlæg i dag, der handlede om hvilket som helst andet emne end om den tilspidsede situation, der er opstået mellem JP, regeringen og dens støtteparti og hele den muslimske verden, ville jeg føle at jeg spildte god spalteplads på ligegyldigheder i sammenligning.

Omvendt var denne blog ikke tiltænkt at være specielt politisk, eller sågar et propagandaorgan.

Derfor vil jeg blot lade dette indlæg være et stille intermezzo i bloggen, mens supernovaerne i det politiske univers eksploderer.

Hvis du imidlertid higer efter at læse noget om hvad jeg mener i den her sag, kan du gøre det her.

29 januar, 2006

Fangeleg

Jeg er blevet "tagged". Dvs. snuppet i sådan en bloggerleg, hvor det gælder om at tagge bloggere før de tagger én. Det indebærer så at man skal svare på følgende række af spørgsmål i sin blog:

Four jobs I’ve had in my life
Jeg samlede æg ind fra redekasserne i hønsehuset, som bette
Lagerarbejder i et medicinalfirma
Bartender
Grafiker

Four places I have lived
Frederiksberg, København fra 0-1 år
Grædstrup, Midtjylland
Vester Skerninge, Sy’Fyn
Højer, Sønderjylland

Four movies I can watch over and over
The Big Blue
Alle Indianna Jones filmene
Twelve Monkeys
Gøgereden

Four TV shows I love to watch
Jersild & Spin
K1
Jackass
The Simpsons

Four places I have been on vacation
120 km vandring i Lapland, nord-Sverige
Bali, Indonesien
Dykkerferie på sejlbåd i Philipinerne
Sejlcruise i den svenske skærgård i en galeaserigget træbåd.

Four of my favourite dishes
Phuc’s vietnamesiske ”rispapir med labert fyld-ret”
Dim sum
Min egen gratin (Surt at jeg ikke kan tåle æg :D)
Retter, hvor man smider knoglerne i en skål på midten af bordet.

Four websites I visit daily
Google
Mavepusteren
Alexanderbands forum
Os to

Four places I would rather be right now
Malkuth
På et koralrev med scubaudstyr
I en rumraket med Laurits (Han er rimelig meget til rumraketter for tiden)
I en protestmarch imod ignorance

Four bloggers I am tagging
Ingen. De få bloggere, jeg kender, har fået den.

26 januar, 2006

Råspændende arbejde

Vi fik en ret stor nyhed på arbejdet idag, der gik på følgende: Vores virksomhed, fik idag en søster division, der udvikler software til magasin-industrien. Dvs. til virksomheder, der producerer f.eks livsstilsmagasiner. Vi skal dele en del funktioner med dem, deriblandt marketingafdeling, hvor jeg sidder som den eneste grafiker. Det medfører så at jeg nu skal lave logo, designlinie, brochurer messemateriale og en hel masse andre ting og sager til dem. Det er s'gu' spændende at få lov til det sådan helt fra grunden af.

Det eneste trælse ved det er at der er ganske kort tid til at gøre det i, for materialet skal være klar til en messe, der ligger ret tæt på. Men mon ikke jeg får kastet noget sammen, der bliver helt suverent, og som holder 30-50 år frem? Det gør jeg, hvis jeg kender mig selv ret. Haha!

25 januar, 2006

AGF og Nazister

Det er ingen hemmelighed at jeg har spillet alt for meget "World of warcraft" den sidste tid. Vi havde en lille debat om det på Robert og Anjas blog i går. Jeg skrev følgende: "I actually think, I will quit pretty soon. There is so much shit going on in the material world, that I feel bad spending so much time on something different than trying to make a difference."

I forlængelse af det vil jeg da lige sige at jeg er gået sammen med nogle andre AGF-fans om at lave et kæmpe anti-nazisme-banner, som vi håber, vi kan få bikset sammen inden sæsonstart. Det skulle jo nok kunne lade sig gøre. I første omgang handler det dog om at få overbevist så mange som muligt om at det er en god idé. Læs evt. her. Sagens kerne er at der er en fraktion, der kalder sig White Pride, der har fået en masse omtale i medierne gennem tiden og også for ganske nylig. Og det er vi nogle, der ike vil lade stå uimodsagt. For mig handler det nu mere om at få lavet et anti-nazisme-banner, end om at få lavet et AGF-banner.

24 januar, 2006

Kulturkanon

Så er uhyret blevet sluppet løs. Jeg skrev en kommentar på Allans blog ved middagstid, og er faktisk lidt stolt over at en kunstkritiker på DR2's tematirsdag er enig med mig i at det er forrykt at modernismen er udeladt i listen over billedkunst. Min kommentar slap også igennem politikens censur. For hulan, jeg er klog, mand! :D

22 januar, 2006

Mariehøner og frustrerede forskere

Jeg synes lige, I skal læse denne debattråd fra Alexanderbands forum. Det er meget oplysende læsning. I gætter aldrig hvem der gemmer sig bag navnet "King of pub".

19 januar, 2006

Squash

Dette er ikke en reklame for en boblende sukkerdrik. Men et indlæg om at jeg skal mødes med Jesper, the long forgotten friend, på lørdag til et slaw squash og en tur i biffen og se krigskommentaren "Jarhead". Nu tror Jesper sikkert at han skal banke mig i Squash, for han har spillet i lang tid, og for mig bliver det første gang. Meeen han kommer på bedre tanker gør han! HÆ! For jeg har da en internetforbindelse, og så kan man lære squash på nogle få minutter. HA, han får sig en slemmer overraskelse, dér. Jeg river ham rundt, gør jeg.

18 januar, 2006

Arbejde og sygdom

I dag er så den store dag hvor de forberedelser vi har lavet på arbejdet for at opdatere vores hjemmeside, grafisk og strukterelt, skulle uploades og slå igennem. Mig og min boss havde aftalt netop denne dag, og har ryddet skemaet begge to, så vi kunne gribe ind effektivt, hvis et eller andet mod forventning ikke er som det skal være.

Men så har Laurits ligegodt fået feber, så jeg har måttet blive hjemme og passe ham. Hele showet på arbejdet har min chef så stået for, bortset fra et par ting, vi har mailet frem og tilbage. Det er lidt, træls, når nu det er min chef, og sådan. Og når nu jeg også har min årlige personlige samtale med ham i morgen, torsdag. Spændende, spændende. :)

16 januar, 2006

Penge vs. moral

Det er ikke hver dag, man finder ud af at man har investeret i selskaber, der producerer kernevåben. Men det kunne jeg altså læse på Politikens hjemmeside i dag. Det er ikke såååååå fedt, for jeg har været pacifist så længe jeg har vidst hvad det ord betød. Jeg stillede op for et pacifistisk parti, da jeg var 18, og jeg var selvfølgelig militærnægter. Jeg anser Mahatma Gandhi for en af historiens mest betydningsfulde personer, er lodret imod krigen i Irak, og mener grundlæggende at Danmark er blandt de lande, der udgør "Axis of Evil", hvis en sådan findes. I den forbindelse vil jeg iøvrigt lige henlede jeres opmærksomhed på denne udgivelse (gratis hq mp3, check Coldcuts remix). Der udgives stadig musik med holdninger, selvom man skal lede længe efter det. Nå, men jeg rykker s'gu' lige rundt på nogle investeringer i Danica Pension i morgen. Jeg fik brækfornemmelser, da jeg læste følgende:

Derimod meddeler Danica Pensions pressechef, Jens Chr. Nielsen, at man »altid går efter højest muligt afkast - også selv om der er tale om kernevåben«.

Er vi egentlig for eller imod masseødelæggelsesvåben i Danmark? Eller er vi bare ude efter pengene, og så "fuck resten"?

15 januar, 2006

Kaffe og Cola

Det er egentlig underligt at jeg aldrig har prøvet at blande kaffe med cola før, for det ligger da lige for. Jeg var sikker på, det måtte smage fantastisk, for kaffe med f.eks. karamelsirup smager fantastisk. Men kaffe og cola fungerer altså overhovedet ikke godt sammen. Det kraftige i kaffen fungerer rigtig dåligt med colaens syrlighed. Jeg kunne s'gu' ikke engang drikke en enkelt kop af det. Jeg måtte hælde det ud, så dårligt smagte det, og det ligner mig ikke.

Pinligt

For at lære lidt om at blogge læser jeg indimellem lidt på andre folks blogs. Mange indlæg rundt omkring handler om små pinlige hændelser fra dagliglivet. Som f.eks. sådan noget med at have vildt fedtet hår og tage en hat på for at skjule det, hvorefter veninderne påpeger hvor godt det klæder én at bære hat (kilde).Det kan være ganske underholdende læsning, men jeg tror desværre ikke, jeg vil være i stand til at poste sådan noget. For jeg har stort set aldrig oplevet noget pinligt.

At opleve noget pinligt forudsætter at man gør noget, man ikke kan stå ved. - At man fortryder det. Rent faktisk skal man fortryde det mens man gør det, hvilket jeg finder paradoksalt. Rent faktisk kan jeg, når jeg tænker tilbage, kun komme i tanke om ganske få ting jeg har gjort, som jeg syntes var pinligt. Et eksempel var tilbage i 2. eller 3. klasse, da vi lige var flyttet til Fyn, og jeg var startet i en ny klasse. En dag var jeg så kommet i skole med nattrøje på, og jeg kan huske at jeg synes, det var meget pinligt og flovt. For jeg ville jo gerne give det bedste indtryk blandt de mange nye mennesker. Der var nu ingen, der kommenterede det, og det skyldes vel sagtens at alt det tøj jeg i øvrigt havde var ret vildt, fordi mine forældre var relativt flippede, i sammenligning med de børn hvis forældre mere var til udkogte kartofler, brun sæws og kødfodder. (Tak til www.landbytossen.dk for udtrykket kødfodder).

Jeg kan ikke lige forklare hvorfor, men jeg det fint med ind imellem at have fedtet hår, at være glemsom (læs nederst her), at være klodset, veje 10 kg for meget og hvad jeg ellers har af svagheder og gør af tossede ting. For alt det hører med til den, jeg er, og jeg vil ikke være andre. Det betyder imidlertid ikke at jeg ikke vil forbedre mig eller ønsker at arbejde med en masse ting, men det betyder at jeg vil gøre det for min egen skyld og ikke for at tilfredsstille fremmede mennesker. I mit liv er det mine værdier jeg vil leve op til.

12 januar, 2006

En cyborgs ode til sin situation

For 6 år siden, da jeg skrev digtet Verden, skrev jeg også dette digt:

Min morgen er et lortejob,
for der skal jeg trækkes op.
Det ta’r som regel et kvarter
– Nogen gange endnu me’r.

I min arm er en diode,
der bli’r styret fra mit ho’de.
De har fjernet mine tænder
og erstattet med en sender.

Det kan føles som et fængsel
at mit knæled er et hængsel.
– Åh hvor ville jeg dog gerne
være me’r end jern og hjerne.

Det er jo umiddelbart et ganske skægt digt, i en lidt infantil stil, der gør det svært ikke at trække lidt på smilebåndet. Særligt er det sidste vers ganske godt skruet sammen.

Men jeg synes da det er værd at tænke lidt mere over de to digte, for der er da et klart sammenfald i tema. Fangeskab. Jeg tror, de er skrevet af en person, der har følt sig fanget på det tidspunkt. Hovsa, det var jo mig. Jeg arbejdede på JS Gruppen dengang , og det var ret drænende. Måske var det det, der fik mig til at føle mig bag tremmer, måske var det noget andet. Døm selv, jeg er jo for fa'en ikke psykolog, men kan s'gu' ikke lade være med at studse over det. For at understrege min pointe kommer her et tredje digt, også skrevet dengang. Det er ikke så skægt og heller ikke så teknisk veludført som de andre, men der er ikke tvivl om at temaet fra før går igen endnu en gang.


Livet m.v. på et hospital

Der er travlhed her på gangen.
Jeg er på et hospital.
Mit sengetøj er vendt på vrangen;
Jeg er en slags strandet hval.

Min stolthed er nu krakeleret.
- Den var OK, da jeg kom.
Jeg sku' ha' været opereret,
men kassen var desværre tom.

Amputation er nu nødvendigt.
- Ben og arme jeg nu mister
Det er sår'n set ret elendigt
med de dersens ventelister.

11 januar, 2006

Coldcut

For første gang nogen sinde har jeg netop forudbestilt en CD. Det drejer sig om Coldcut's "Sound Mirrors", som udkommer sidst på måneden. Jeg lærte Coldcut at kende, da jeg fandt "Let us play" fra 1997 i en rodekasse i Fona. Siden har det været et af mine absolutte favoritalbums. Jeg fandt frem til at de i starten af 90erne grundlagde ninjatune, som udgiver musik i en genre jeg aldrig havde hørt før. Sådan generelt noget skramlet scratchet samplet undergrunds jazz-hip hop, og altid meget nytænkende. DJ Food, Amon Tobin, DJ Scruff, Herbalizer, Jaga Jazzist og mange flere er ad den vej kommet blandt de musikkunstnere jeg repekterer mest. Men fra Ninjatune er der dog ingen der i mine øjne overgår Coldcut, som altså nu barsler med en udgivelse, hvorom der i pressemeddelelsen står: In "Sound Mirrors" Coldcut have made the best album of their long and illustrious career. Og det siger ikke så lidt. Videoerne på deres hjemmeside lover også rigtig godt, og jeg er helt i flik-flak over "Man in a garage".

Når den CD kommer med posten vil jeg helt sikkert gøre noget, jeg ikke har været i humør til i flere år: Jeg vil Danse.

Se videoerne og lyt til overvældende meget fra deres tidligere udgivelser på http://www.coldcut.net/

10 januar, 2006

Off topic: Blondine vits

Jeg faldt lige over den her blondinevits.
(No offence intended, men den er da riiimelig sjov)

Verden

Min verden er min lejlighed.
Min lænestol er tung af sved.
Jeg tænder mit TV
og brænder en CD
Min verden den er riiiim'lig fed.

Jeg brænder kun de bedste hit.
- Ikke det der 80'er-shit.
Jeg tænder en smøg
og ser noget møg.
Sådan er det riiiim'lig tit.

På TV er der telt og pløkker
Rensdyr, lapper - en der dykker
Jeg ved s'gu' ikke
hvor jeg sku' ligge
hvis min fjerner gik i stykker.

Jeg skrev digtet herover for 6 år siden, hvor jeg skildrede en stereotyb singlefyr. Jeg må så i dag, hvor jeg selv er blevet singlefyr med stor glæde konstatere at det langtfra er sådan min verden er.

09 januar, 2006

Et kedeligt indlæg

Bloggen har fået en flyvende start. Skønt. Der sker også meget fantastisk for tiden, så der er stof nok. Med tiden bliver det umuligt at overgå, så jeg ved lige bryde rytmen med et vildt kedeligt indlæg, så det ikke bliver en vane at hvert indlæg er helt fantastisk, dybt, filosoferende og nytænkende. Nå, her kommer det kedelige: Jeg havde jo tænkt mig at tage en tur i fitnessrummet idag. Det gjorde jeg faktuelt set også, men det blev noget kortere, end jeg havde ambitioner om. Jeg rev igennem på ro-maskinen, og gav den fuld gas, som opvarmning. Jeg slog da også min rekord, men jeg var s'gu' ved at dejse om bagefter. Jeg havde det så skidt, at jeg jeg var nød til at tage hjem. Der er langt til den superform, jeg var i, da den stod på 3xhalvanden times kontakt-karate på fuld knald + 100 km på cykel ugentligt, der for en milliard år siden.

Tjah, og mere er der egentlig ikke at sige til det. Keeedeligt, ikke? Ha ha ha.

07 januar, 2006

Lørdag

Det er lørdag morgen, og planen for i dag er den følgende: Oprydning og rengørring. På biblioteket og aflevere bøger (Skal nok også betale en bøde). Ned i byen og købe fødsdagsgaven til min mor. Købe noget nyt tøj, når jeg nu alligevel er nede i byen. Købe ind til aftensmaden. Jesper, en ven, jeg ikke har set i over 15 år kommer på besøg ved 4 tiden.

Kan det lade sig gøre? Muligvis, men det bliver ikke specielt sjovt før klokken 4. Jeg æder det pressede program i mig som når man sluger en æske store dubloklodser, og glæder mig til det bygningsværk, der kommer ud i den anden ende.

05 januar, 2006

Den første post

Her er så min første post - hvis man altså ser bort fra den allerførste. Jeg vil lige gøre opmærksom på her fra starten at jeg ikke vil bruge stavekontrol. Jeg vil heller ikke skrive klader eller tænke mig særlig godt om inden jeg går i gang med at poste. Jeg vil så at sige skrive fra leveren og lade tingene flyde. Det første, der falder mig ind er om det kan lade sig gøre at skrive ærligt i en blog som denne. Altså ikke bare ærligt, men sådan HELT ærligt. Det kan det nok ikke, med mindre, man er psykopat, eller ryger herre meget olivensaft, eller noget andet, der kan sætte ens overjeg ud af kraft. Pis. Det er selvfølgelig noget med, at når man skriver noget, er der risiko for at det har en eller anden konsekvens. Og konsekvenser er ikke nødvendigvis rare. Omvendt er det modsatte, atså total stilstand, stort set det samme som at være død, så jeg fortrækker at skrive noget frem for ikke at gøre det. Graden af ærlighed må så afhænge af om jeg føler, jeg vil dele det, jeg tænker på med hele verden. Somme tider er det dét, jeg vil og andre gange er det nok for intimiderende, det skal jeg da være ærlig at sige, øh skrive. Det bliver nok også en opvejning af om det bliver pissekedeligt at læse, og det tror jeg som eksempel det her indlæg er ved at blive, så jeg tror, jeg stopper det her indlæg nu. Det er vist også de korteste indlæg, de fleste gider at læse. Hrmmmm, det er en ballancegang, jeg skal til at lære. Man må kravle før man kan bevæge sig med lysets hasitghed.

Velkommen til min blog!

Hejsa, dér.

Tjah, det her er så min blog. Jeg har aldrig haft sådan én før, så det bliver spændende, hvad der sker og hvilken retning den tager. Det er tanken, at den skal fungere som en slags losseplads for alt det skrald, der hober sig op i mit hovede i løbet af hverdagen. Jeg er single, så jeg har altså ikke en stakkels fast partner at hælde det af på. Så det her er altså en slags terapi for mig, og forhåbenligt god underholdning og kilde til eftertænksomhed for dig, læseren og kommentatoren. Hjerteligt velkommen til min psykes lever.