lossepladsen

Aldeles uden censur - Unleash yourself

28 september, 2006

Selvstyre?

Thor Pedersen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Connie Hedegaard og måske flere af ministrene advarer i dag kommunerne om at det kommunale selvstyre sættes under pres med de igangværende protester. Det kan ikke end tolkes som andet end en trussel om omfattende ændringer i systemet hvis kommunerne ikke retter ind - a gun to the head.

Hvis denne trussel ikke er at lægge pres på kommunernes selvstyre, så ved jeg ikke hvordan et sådant pres skal defineres. Hvem er det, der presser?

I øvrigt bør man ikke ignorere at skattestoppet har medført at hverken udskrivningsprocent, grundskyldspromille eller dækningsafgifter i kommunerne må stige i 2006.

Kommunerne er i 2006, ud over at være dem, der skal træffe de upopulære afgørelser om hvor der skal spares, i grove træk blevet reduceret til at være stødpuden mellem regeringen og den med berettigelse utilfredse befolkning.

Kan man sætte noget, der ikke eksisterer, under pres?

25 september, 2006

Mennesket på café

Den her tråd (link) om cafékulturen har udviklet sig i en ret morsom retning.

23 september, 2006

Pressemeddelelse

Jeg tillader mig hermed at viderebringe følgende pressemeddelelse fra ERWIN NEUTZSKY-WULFF og RUNE ENGELBRETH LARSEN:

Efter Weekendavisens nylige heksejagt på vore personer, som så mange år efter at tidsskriftet Faklen gik ind, åbenbart stadig er interessant for pressen, føler vi, at det er på tide at lægge en uenighed i fortolkningen af de begivenheder, der førte til bruddet imellem os, på hylden og sætte nogle grundlæggende ting på plads. At det i disse dage er ti år siden, at bladet første gang så dagens lys, er vel en oplagt anledning til at gøre følgende klart:

Den verserende konspirationsteori om Faklens ”virkelige” mål kan vi kun se som et forsøg fra visse dele af højrefløjen på at mistænkeliggøre os begge i vores fortsatte virke.

Der var ikke tale om nogen djævlekult, der maskerede sig som en mere salonfähig venstreorientering, men derimod om en førkristen religiøs grundholdning, der ganske naturligt udmøntede sig i den humanisme, der først kunne slå igennem, da kirken i renæssancen mistede magt. Forståelsen af denne del af vores pluralistiske kulturarv må vi så meget desto mere insistere på i disse tider, hvor Islam som tidligere jødedommen postuleres som en global trussel, der hjemler korstog og folkeretsstridige overfald på suveræne stater (med ellers temmelig let gennemskuelige politiske og økonomiske motiver) samt en på hjemmefronten stadig mere omsiggribende racisme og religiøs forfølgelse.

Al formidling har imidlertid sin overordnede strategi, og når man ser de konklusioner, der er blevet draget af de tilbagevendende ”afsløringer” af, at Faklen oprindelig var et initiativ, der opstod i en gruppering omkring forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, kan det vel næppe undre, at det ikke var noget, vi decideret reklamerede med. Dette er så blevet det essentielle, og det humanistiske budskab meget praktisk fejet ind under gulvtæppet.

Det er ellers enkelt nok: Medmindre dialog erstatter propaganda, vil de kræfter på begge sider, hvis agenda er at fremtvinge en voldelig konfrontation, få deres vilje med ganske uoverskuelige konsekvenser for vores land, i værste fald i form af stadig værre konfrontationer, i bedste en politistat. Det vil vi fortsat arbejde på at forhindre.

Underskrevet

ERWIN NEUTZSKY-WULFF og RUNE ENGELBRETH LARSEN

Gud!

I går snakkede jeg lidt med Laurits (som lige er fyldt 4) om Gud. Vi kom ind på emnet fordi, vi snakkede om at blive ældre og større. Så kom emnet ind på at blive konfirmeret, og så snakkede vi altså om Gud. Jeg fortalte at dem, der går i kirke tror at Gud har lavet alt; havene, skovene, markerne, skyerne, himlen, dyrene og menneskene. Laurits' allerførste indskydelse var prompte og han spurgte: "Har Gud så også lavet sig selv? Så har Gud måske lige taget en hammer og så bankebankebanke nede på maven og så lavet sig selv.".

22 september, 2006

Intet er så skidt ...

... at det ikke er godt for noget.

Regeringens skattestop betyder i disse uger en strejke- og blokaderamt børnepasning i Århus kommune. Det breder sig i øvrigt lige så stille til andre kommuner også.

Det første gode, der er kommet ud af strejken er at bedsteforældrene i relativt stort omfang passer børnene for tiden. Dette medfører i en eller anden grad en sammentømring af familierne, og vi kommer generelt tættere på at have de familiebånd, mange så længe har misundt indvandrerfamilierne. Akkumuleret med alle børnefamilierne i Århus rykker det faktisk en hel del. Hvis folk så også tænkte over det, var meget nået.

21 september, 2006

Arbejde og fritid

Jeg sad lige her på arbejdet og lyttede en spændende radioudsendelse igennem. Udsendelsens titel er Hvad blev der af fritidssamfundet?.

Hør den her (link)

Måske hænger mine tanker omkring disse emner sammen med at jeg har sygt travlt på arbejdet for tiden.

20 september, 2006

Fjern så det skattestop!

Finansministeren kan ikke få tallene til at hænge sammen. På landsplan skal der nu fyres 700 lærere på folkeskolerne (link). Her i Århus kommune er det lige blevet vedtaget at man lukker en af de vigtigste og mest menneskenære kulturinstitutioner "Huset" (link) og i disse dage er der blokader og strejker i kommunens daginstitutioner på grund af uacceptable besparelser (link). Alt sammen på grund af stram økonomi i kommunerne, der er dikteret af regeringens skattestop.

Samtidigt eksploderer privatforbruget i disse år. Sæt nu mellem- og topskatten op eller læg noget mere moms på alt det skrammel vi køber, hvis du ikke kan få enderne til at nå sammen, Thor Pedersen. Vi har jo tydeligvis råd til det. Det er da helt og aldeles vanvittigt at vores børn og unge skal betale med deres livsvilkår for at vi f.eks. har råd til at købe nye smarte og overordentligt dyre mobiltelefoner (link).

Hvor lavt kan man lige synke som skatteyder?

18 september, 2006

Strøtanker i Føtex

Ved kassen i Føtex i dag kom jeg til at gøre nogle iagttagelser, der fik tankerne til at vandre. Jeg konstaterede at udvalget af kondomer ved kassen var ret lille og at der samtidig var et væld af batterier samme steds. Jeg funderede lidt over det og nåede frem til at jeg mener, der er tale om en generel tendens. Jeg tror der de seneste år er blevet færre og færre kondompakker ved kasserne, og i takt med det flere og flere batterier. Har markedskræfterne sporet en tendens i danskernes sexvaner?

15 september, 2006

Kontrast

I dag tog jeg billeder af en masse slipsemænd og spadseredragtsdamer på en golfbane. Jeg var nemlig fotograf til en golfturnering hvor der deltog nogle professionelle golfspillere og nogle vigtige forretningsforbindelser. Her drønede jeg altså rundt i en golfvogn i dag og tog gruppebilleder af de forskellige hold og af præmieoverrækkelserne.

Jeg tog også et billede af en hippie med flipperhår og gedeskæg. Han stod i ret stor kontrast til resten.

Hippien - det var mig.

HippieKlik for at se billedet

13 september, 2006

Det foreløbigt sidste indlæg om krig

Jeg er ved at blive træt af at skrive om de krige, Danmark er med i. Det begynder at blive trivielt. Problemet er der selvfølgelig stadig, om man ignorerer det eller ej. Jeg trænger bare til en pause. Jeg trænger til at skrive om andre ting, der også presser sig på. Jeg trænger til at fylde noget andet i bloggen end det, jeg synes er allermest meningsløst. Den krigsliderlige Helge Adam Møller og hele slænget har altså ikke fået en modstander mindre. Men blot én der nøjes med at tage sig til hovedet i den nærmeste tid.

Som en krølle på halen er her et morsomt link til et stykke klassisk satire over de menneskelige omkostninger, vi er ansvarlige for.

12 september, 2006

Bush's tale til nationen

- Eller rettere; til koalitionen

Bush sagde mange åndssvage ting i sin tale i nat. Her er et pluk:

Invasionen var en nødvendig del af kampen mod terror, fordi Saddam Husseins regime var »en klar trussel« og en »en risiko, som verden ikke havde råd til at tage.

Det er altså blevet slået fast flere gange at Irak ikke havde forbindelser til Al Qaida, så det med terror kan man med ro i sindet pille ud af den sætning. Den logik, der er tilbage kan så nemt vendes om og bruges på USA lige så vel som på Irak. Et angreb på USA ville selvfølgelig være lige så tåbeligt som et angreb på Irak, men det vil kunne retfærdiggøres på samme måde.

Bush sagde videre: Uanset hvilke fejl, vi har gjort i Irak, vil den største fejl være at tro, at hvis vi trækker os ud, vil terroristerne lade os være. De vil aldrig lade os være - de vil følge efter os.

Det er nemlig rigtigt. USA har nemlig trådt i spinaten, og selvom man træder ud af spinatbedet, betyder det ikke at man ikke har trampet rundt derinde. Men dette kan da ikke retfærdiggøre at man tramper videre.

Den sidste idiot er ikke født endnu.

11 september, 2006

Dagens fabelagtige citat

»If you don’t know what has gone before
you’ll just make the same mistake again
Listen to the 100 million dead
they didn’t know it, but they died for you«

Motörhead, Kiss Of Death, Sword Of Glory

09 september, 2006

Slipsemand

slipsemand Klik for at se billedet

På arbejdet i går lavede jeg en masse tegninger af slipsemænner og spadseredragtsdamer til en PowerPoint-præsentation. Jeg er blevet rimelig habil til at tegne den slags. Det er fedt at lade det flyde ud af hånden lade det få mere og mere form og liv. Jeg får helt lyst til at tegne noget substantielt.

08 september, 2006

Dagens retoriske spørgsmål III

Hvad er straffen for at planlægge et butikstyveri?
Hvad er straffen for at planlægge et indbrud?
Hvad er straffen for at planlægge et mord?
Hvad er straffen for at planlægge en terroraktion?
Hvad er forskellen på at planlægge en terroraktion og at skrive en fiktiv historie om en terroraktion, f.eks. i en novelle?
Hvad er rimeligheden i alt det?

Har vi i Danmark et retsvæsen, der kan foregribe fremtiden som i filmen "Minority Report"? - Generelt eller kun når det gælder terrorisme? Hvad sker der lige for Danmark?

07 september, 2006

Gamle toner

Jeg har lige fundet ud af hvilken CD, jeg vil købe som den næste. "Since I left You" af The Avalanches, fra 2001. Jeg er sent ude, men har først lige snust mig frem til den. Jeg må indrømme at det sammensurium af forskelligheder, der tilsammen udgør en mega-laber helhed, rammer mig lige i hjertekulen (eller rettere; hjernen). Det er trods alt sådan jeg anser mig selv for at være sat sammen, og sådan samfundet er opbygget. Hvad enten man vil det eller ej. Det er ret dumt ikke at ville det, for der er sgu ikke så meget at gøre ved det.

06 september, 2006

Dagens retoriske spørgsmål II

Siden tilbageholdelsen af de 9 terrormistænkte i går - hvoraf det nu kun er 2 der er varetægtsfængslet - har regeringen og støttepartiet intet gjort for at dæmpe frygten i befolkningen. Tværtimod. Kan det mon skyldes at de har interesser i at befolkningen holdes hen i frygt? Burde regeringen i virkeligheden erklæres inhabil i behandlingen af en sag som denne?

05 september, 2006

Dagens retoriske spørgsmål

Fører øget overvågning til mindre trods og mindre frihedstrang?

02 september, 2006

Helt ærligt - hvad forventede han?

Sebastian

Den 33-årige kaptajn af reserven Sebastian Mernild har kontrakt på at han kan blive sendt i krig. Han blev så sendt i krig i et af de lande Danmark for tiden er med til at besætte. Siden hen kom han hjem og var rystet over forløbet.
- Det kunne sagtens være endt grusomt galt. Uvisheden og frygten var ulidelig, fortæller han. Tør da øjnene, Sebastian. Troede du, det bare var for sjov? Selv var jeg naturligvis militærnægter, for jeg har lært at kende forskel på leg og den blodige alvor, hvor man lægger sit eget liv i hænderne på den til enhver tid siddende regering.
Read all about it (Link)

01 september, 2006

I see dead people

Når jeg er ude og handle ser jeg mange folk i butikkerne. I Hørning er der et butikstorv, med en stor parkeringsplads, der er godt fyldt op med biler hver dag efter arbejdstid. For folk skal lige nå at købe ind, inden de skal hjem i deres huse. Dette mylder af mennesker kunne betyde at stemningen var livlig og dynamisk.

Imidlertid bliver jeg mødt af det ene ligblege døde ansigt efter det andet. Det lader til at alle de mennesker er tømt for deres livskraft. Indkøbscenteret er ikke et sted hvor mennesker mødes. Det er et sted hvor zombier mekanisk og demotiveret langsomt gør en sur pligt. Hvor er alle menneskene blevet af? Jeg kan ikke se dem. All I see is dead people.