En cyborgs ode til sin situation

For 6 år siden, da jeg skrev digtet Verden, skrev jeg også dette digt:

Min morgen er et lortejob,
for der skal jeg trækkes op.
Det ta’r som regel et kvarter
– Nogen gange endnu me’r.

I min arm er en diode,
der bli’r styret fra mit ho’de.
De har fjernet mine tænder
og erstattet med en sender.

Det kan føles som et fængsel
at mit knæled er et hængsel.
– Åh hvor ville jeg dog gerne
være me’r end jern og hjerne.

Det er jo umiddelbart et ganske skægt digt, i en lidt infantil stil, der gør det svært ikke at trække lidt på smilebåndet. Særligt er det sidste vers ganske godt skruet sammen.

Men jeg synes da det er værd at tænke lidt mere over de to digte, for der er da et klart sammenfald i tema. Fangeskab. Jeg tror, de er skrevet af en person, der har følt sig fanget på det tidspunkt. Hovsa, det var jo mig. Jeg arbejdede på JS Gruppen dengang , og det var ret drænende. Måske var det det, der fik mig til at føle mig bag tremmer, måske var det noget andet. Døm selv, jeg er jo for fa'en ikke psykolog, men kan s'gu' ikke lade være med at studse over det. For at understrege min pointe kommer her et tredje digt, også skrevet dengang. Det er ikke så skægt og heller ikke så teknisk veludført som de andre, men der er ikke tvivl om at temaet fra før går igen endnu en gang.


Livet m.v. på et hospital

Der er travlhed her på gangen.
Jeg er på et hospital.
Mit sengetøj er vendt på vrangen;
Jeg er en slags strandet hval.

Min stolthed er nu krakeleret.
- Den var OK, da jeg kom.
Jeg sku' ha' været opereret,
men kassen var desværre tom.

Amputation er nu nødvendigt.
- Ben og arme jeg nu mister
Det er sår'n set ret elendigt
med de dersens ventelister.