Kviksølv og sejlgarn

I går aftes var jeg lidt rastløs. Klokken nærmede sig 23, og jeg kunne mærke at jeg ikke var træt nok til at sove foreløbig. Derfor hev jeg mine støvede løbesko ud af skabet og tog dem på. Jeg har ellers ikke løbet i helt vildt lang tid. Det er nok fire år siden sidst. Vi skal s'gu' nok helt tilbage til dengang, jeg var med i Skanderborg halvmaraton. Fuck, mand det er vist 4 år siden eller sådan noget. Nå men jeg begav mig altså ud i mørket. Der er et smukt naturområde lige uden for byen, sådan ca. en km. herfra. Det er sådan en ådal med masser af skovbevoksning. Der spænede jeg ud. Jeg har cyklet en rute dér nogle gange, som jeg så ville løbe i går. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvor lang ruten var, men den var sikkert meget passende. Jeg løøøøb og løb så der ude i mørket. Det var megamørkt, så det var ét fedt om det var et smukt område, eller ej. Ruten viste sig at være 10 km, og vejen går op og ned af å-dalens stejle sider. Så nu er mine ben tunge som kviksølv, og det føles som om, der er nogen, der har snøret dem fuldstændig ind i sejlgarn.